Orangeri, udestue, vinterhave, havestue – kært barn har mange navne. Her får du et par tips til hvordan du optimerer din udestue, så du kan bruge den hele året rundt.
Vælg de rigtige materialer, så du kan bruge din udestue året rundt
Der er mange måder at udnytte en udestues mange muligheder og en af de smarteste ting ved en udestue, er, at du med de rigtige vinduer i din udestue virkelig kan bruge udestuen hele året rundt.
De fleste udestuer er indrettet med glas fra gulv til loft og når solen skinner, opstår der en opvarmningsproces, som gør, at du kan sidde i din udestue og nyde en kop kaffe, selvom det er vinter udenfor.
Som huskeregel, skal du overveje de rigtige materialer, så du kan få en energibesparende udestue, og selvfølgelig skal vinduerne kunne åbnes i sommermånederne, så din udestue ikke bliver til et brænd varmt drivhus.
Brug din udestue som en forlængelse af din opholdsstue
Når du skal til at indrette din udestue til et dejligt opholdsrum, skal du tænke på at det både er en forlængelse af din indretningsstil i huset, men også en forlængelse af din have. Der skal være en naturlig balance og overgang mellem hus, udestue og have.
De fleste udestuer ligger som en forlængelse af opholdsstuen, så det bliver en havestue med udsigt. Er du så heldig, at din udestue er stor nok til både at indrette et spiseområde og et afslapningsområde, kan du overveje nogle lette loungemøbler i siv eller flet.
Tænk på den gode overgang fra indendørs til udendørs og skab varme og ro i din udestue med masser af lækre puder og tæpper i dine loungemøbler, hvor du kan læse en god bog og få samlet energi.
Vælg naturlige materialer i indretningen
Gå efter naturlige materialer og vælg dine tekstiler i hør eller grovere materialer. Du kan bløde de grovere, naturlige materialer op med tæpper eller lækre lammeskind, som du kan sidde opad. Lammeskind er både praktiske og varme, men de giver også indretningen et blødt twist.
Udnyt husmuren til at sætte et smukt maleri op og tænk på at skabe gode farveovergange fra haven til din udestue. Det kan være der en rødlig eller gullig tone fra havens blomster, som kan gå igen i dine tekstiler. Eller også er du måske mere til de grønlige toner fra græsset og træer.
En anden fin måde at skabe en naturlig overgang, er ved at bruge de samme fliser fra haven i udestuen, så inde og ude flyder sammen.
Få liv i udestuen med planter og vær kreativ med grønne fingre
Når du er færdig med de vigtigste indretningselementer, så husk planterne. Og masser af dem! Planterne er med til at give prikken over i’et i din udestue. Lad dig inspirere af de gammeldags orangerier og vinterhaver og få liv i dine grønne fingre.
Udover at lade dine planter stå i krukker, kan du i udestuen virkelig udnytte mulighederne. Fx kan du bruge tagspærrerne til at dyrke slyngplanter eller lade nogle enkelte planter hænge i forskellige højder i en hængekrukke.
Planterne i din udestue er med til at skabe en smuk balance mellem inde og ude og fordi du kan bruge de store glaspartier til at give dine planter masser af lys, må du gerne tænke ud af boksen.
Små oliven-, appelsin-, eller citrustræer er geniale til at skabe den fine balance mellem ude og inde og så pynter de utrolig flot med sine farver og pifter resten af indretningen op.